fredag den 27. marts 2015

Hvor der er vilje er der vej....

....eller noget i den stil ;-)

Disse Tilda påske-hare-hjerter tog en krig at lave
og selvom skulderen/armen protesterede,
så GJORDE jeg det.

Jeg nægter opgive mit krealiv!!!


Påskehjerterne blev syet i starten af februar, 
hvor kampgejsten var ved at vækkes i mig.


For dem der også følger mig på IG, så kan jeg fortælle, 
at gårsdagens afgørelse gjorde humøret er sort, sort, sort og atter sort. 
Og det bliver ikke bedre af, at mit nye medicin IKKE virker.

For dem der ikke følger med på IG, s
å beretter jeg om det i næste uge. 

Weekenderne holder jeg blogfri indtil videre :-)

torsdag den 26. marts 2015

Fra en diagnose til en anden

... i dag fortsætter rejsebeskrivelsen.

Ja jeg efterlod jo en cliffhanger i sidste indlæg ;-)

Følelsen af at være i FRIT FALD var rædsom og jeg vidste, at i denne hvirvelvind af smerte og fortabthed, kunne jeg ikke blive.

....og hvad med den der genoptræning efter operationen, som jeg havde fået at vide var så vigtig? Det viste sig at Ortopædkirurgen lige havde glemt den del af opgaven????

På dette tidspunkt var depressionen ved at få godt tag i mig og jeg var i fuld fart på vej ned i det sorteste hul.....ned i det sorteste af alle sorte huller og ja jeg taler om dér hvor livet er ubærligt og ligegyldigt. Et urimeligt uanstændigt brev satte trumf på min situation og sendte mig for alvor på denne rejse til ned i dybet.....

......denne detour på min rejse vil jeg fortælle om en anden dag, en dag hvor jeg er stærk og modig nok til at skrive om det.

OG dette indlæg skal handle om hvordan en diagnose blev til en anden.

Jeg vidste, at jeg måtte ha hjælp til både psyken og smerterne og fik en tid hos min læge. Jeg har en FANTASTISK læge. Da jeg trådte ind af døren til konsultationen, sagde hun straks: "Jeg har en plan" og det havde hun såsandelig. En plan hvor en anden ortopædkirurigsk overlæge skulle give en "second opinion" og der blev skrevet HASTER på henvisningen. Selvfølgelig fik jeg også en henvisning med til en psykolog og ja jeg kunne jo ha valgt, at undlade den del af rejsebeskrivelsen, men nu har jeg bestemt mig for at skrive om hele min rejse til "my new normal".

Vi vender lige tilbage til den der fysiske konsekvens.

Hos denne anden overlæge i ortopædkirurgi blev jeg rigtig undersøgt og lyttet til. Når jeg sagde, at det gjorde ondt, så fik jeg ikke bare kommentaren "det skal gøre ondt" og en klam vittighed til afslutning.  Nu fik jeg en rigtig forklaring og en diagnose, der faktisk passede på mine smerter.

Ja, jeg fik den rigtige diagnose på skaden. Og nej det var ikke en frossen skulder, selvom jeg i skrivende stund nok hellere ville ha kæmpet med sådan en sag, fremfor hvad der virkelig er galt med min skulder/arm.

Min fornemmelse af, at der var noget galt inde i skulderen passede!

I min skulder, er en nerve blevet beskadiget af skadevolders voldsomme slag og denne sidder og melder til hjernen, at armen er skadet a la revet af! Det er sådan en smerte, der nærmest er umulig at ignorere og det er ikke en psykisk, men en fysisk skade, der ikke kan fikses. Jeg skal lære at leve med den.... 

...og det prøver jeg så.




onsdag den 25. marts 2015

Hop hare hop....

Ville egentlig ha fortsat rejsebeskrivelsen fra i går,
men dagen i dag er brugt på en afbudstid på smerteklinikken :-)

Så det bliver til et krea-indlæg
og det er jo heller ikke så dumt på en regnfuld onsdag :-)

Disse så filt-påske-harer har jeg syet efter linket her

tirsdag den 24. marts 2015

Og rejsen fortsætter...

Jeg vil stadig prøve at fortælle min historie, min rejse, i en nogenlunde kronologisk rækkefølge. Nogle detaljer vil jeg lade usagte i dette offentlige forum, for denne rejse handler ikke om at hænge skadevolder ud, men at fortælle om min rejse til "my new normal".

I forrige "rejsebeskrivelse" fortalte jeg om hændelsen, om hvordan jeg fik tæsk. I dag vil jeg fortælle om konsekvensen af disse tæsk.....de fysiske konsekvenser.


Dagen efter tæsk, fik jeg en akut tid på Anemoneklinikken, hvor  Kranio Sakral Terapeut, Lone, satte mine facetled i nakken på plads. Det viste sig, at mit bækken også var slået skævt, hvilket jo forklarede min kamp med at komme ud af sengen og bevæge mig rundt. Lone var dog bekymret over min arm, så hun bad mig tage til lægen og få kigget på den.

Lige præcis denne tirsdag havde vores lægehus lukket...arhmen er det ikke typisk mit held? Alle patienter blev henvist til et lægehus i Billund, så afsted med mig. Med ondt i hele kadaveret og en arm, der føltes som om den var revet af, måtte jeg køre afsted og det var jo ganske uansvarligt. Faktisk siger det en del om den choktilstand jeg var i, for jeg er sååååå påpasselig og ansvarlig i forhold til bilkørsel. 

Nå, men hos denne fremmede læge fik jeg konstateret, at hun ikke kunne sige noget om armen, men at den skulle ha hvile, at jeg skal konsultere egen læge efter en uge og at jeg skulle huske at melde pigen for vold. Da blev jeg helt rystet og omend endnu mere chokeret. At melde hende for vold, havde end ikke været omkring i min hjerne.

I et andet blog-indlæg vil jeg fortælle om anmeldelses-udfordringerne, 
for dette indlæg skal handle om den fysiske konsekvens.

Jeg hvilede armen en uge, hvor jeg var i det vildeste smertehelvede ......og krea-frustations-helvede. Efter en uge med 2-3 timers usammenhængende søvn pr nat og en følelses af, at der er noget galt, så tager jeg til min egen læge. Hun sender mig straks videre på skadestuen, hvor jeg bliver undersøgt af en overlæge med en frisk attitude, der fortæller, at jeg har fået en betændt slimsæk, en overrevet sene i skulderen og at det vil tage 6-8 måneder at hele. Jeg var knap så frisk på den udmelding.

Herefter var jeg igennem et forløb hos denne ortopædkirurgisk overlæge og det endte med at jeg blev opereret. Det var vanvittigt smertefuldt og jeg fik det værre og værre. Til sidst kastede jeg op af smerter og rystede og kampsvedte over hele kroppen. Blev indlagt og denne farce kan jeg altid skrive om en anden dag....for det var seriøst en farce af den anden verden.

Ortopædkirurgen mente, at jeg desværre nu havde fået en frossen skulder, som er en risiko ved skulderoperationer og som jeg var bekendt med (havde dog ikke andet valg end at lade mig operere) Ortopædkirurgen sagde, at sådan en frossen skulder ville tage sin tid..."ja det kan tage 1-3 år...og ja han havde da også hørt om nogen, der gik i 10 år" og så afsluttede han forløbet med at foreslå en privat operation (?). 

Behøver jeg sige, at jeg græd som pisket, men nægtede at lade mig afslutte uden nogen form for hjælp til smertelindring.  Jeg sagde at han da måtte kunne hjælpe mig med noget smertestillende og her foreslog han, at jeg kontaktede egen læge og bad om Kodipar. I bilen hjem (min mand kørte bilen, bare rolig) græd jeg og var så fortvivlet over at føle mig i FRIT FALD

Ingen genoptræning, blot bruge armen mindst mulig og så håbe på at den frosne skulder ville gå i sig selv på kortest tid. 

Nu slutter dagens indlæg, der også blev temmelig langt, men skulder-diagnose-historien er langt fra slut....fortsættelse følger og jeg kan godt afsløre, at diagnosen "frossen skulder" er langt fra den virkelige diagnose!

Lav en rigtig god dag.

fredag den 20. marts 2015

Den ÆGte påskehare

...som jeg lovede bringer jeg hermed en lille DIY

ELLER 
det vil sige...

I kan sende mig en mail. LH10(snabelA)PC.DK
Det SKAL være en mail og IKKE en kommentar. 
Kunne pludselig ikke lige huske 
hvordan man laver direkte links til egne mønstre???? 
Men jeg mailer gerne mønsteret indtil jeg finder ud af hvordan man gør :-)

Opskriften kommer til at kunne hentes på bloggen 
og hos Tante Grøn, men indtil da, kan man altså sende mig en mail.


Dennne ÆGte påskeharekilling kostede seriøse smerter, at hækle, MEN jeg gjorde det! Og så gør det ikke så meget, at jeg på de 26 omgange måtte hvile armen og indimellem ha hovedet ned mellem benene fordi jeg var ved at besvime af smerte.




Ha en rigtig god weekend.

torsdag den 19. marts 2015

T B T

Throw Back Thursday 

Først og fremmest TUSINDE TAK for de mange søde kommentarer til gårsdagens indlæg :-* 

Throw Back Thursday er et udtryk, som jeg er stødt på i forbindelse med Instagram og det handler i al sin enkelhed om, at man om torsdagen ser tilbage på en episode/hændelse....sådan har jeg i hvert fald forstået det :-)

I dag handler mit tilbageblik om den hændelse, der sendte mig ud på denne forbandede rejse. Jeg har skrevet lidt løst omkring hændelsen, da jeg ikke ville gå i detaljer her på bloggen eller i det offentlige forum. Hvad har så ændret sig?

Jo det skal jeg sige....en uretfærdighed har givet mig lyst til at blive hørt og hvad denne uretfærdighed går ud på, vil jeg fortælle om i et senere indlæg, men tro mig det er URETFÆRDIGHED i sådan en grad, at man tror det er løgn....har jeg skabt en spænding eller hvad? ;-D 

OG så vil jeg gerne give starte min rejsebeskrivelse fra begyndelsen :-)

Here we go....

En dejlig varm dag i maj, sidste år, sad jeg sammen med naboens datter på 10 år. Hun var ivrig efter at lære, at sy og var i gang med et pude-projekt. 

Pludselig lød der et skrig, sådan et skrig, hvor man er i tvivl om det er for alvor eller sjov. Endnu et skrig lød og jeg blev lidt urolig og gik ud på terrassen for at se hvor skriget kom fra (har tidligere været vidne til en knallertkører, der blev påkørt lige uden for huset og der var brug for hjælp). Stadig i tvivl om skriget var for alvor eller sjov, fik jeg øje på X, der kommer gående sammen med en veninde. Jeg spurgte om de var ok, men fik intet svar, men som de kom nærmere kunne jeg se, at det ikke var to piger, der havde det sjovt. Pigerne kom hen til mig i indkørslen og hviskede, at de havde røget hash og X var blevet dårlig.

"Ok" tænkte jeg og min hjerne begyndte at snurre for at finde ud af, hvad man skulle gøre i sådan en situation. Jeg har absolut ingen erfaring med hash og da den hash-dårlige-piges forældre var på ferie besluttede jeg at ringe til lægehuset, for at høre, hvad jeg skulle stille op. Her var der ingen hjælp at hente, men jeg blev foreslået, at køre pigerne på skadestuen.

Jeg talte videre med de to piger og overvejede om de kunne sove den ud på vores sofa, men nåede ikke at tænke i flere løsninger, da X pludselig slog løs på mig. Som et lyn fra en klar himmel slog hun mig og blev ved og ved og ved. Alt imens jeg fik tæsk kunne jeg ud af øjenkrogen se den 10 årige nabopige stå med store forskræmte øjne. 

Slagene faldt og jeg kunne ikke komme væk og senere har jeg tænkt på om jeg overhovedet forsøgte at værge for mig, for det eneste jeg tænkte på, var "hvordan hjælper jeg X?"

Den 10 årige nabopige kunne se at jeg var i knibe og hentede sin far og han kom og hev X af mig og fik ro på hende. Nu tænker I nok, hvad blev der af den anden pige? Jo hun havde sat sig på græsplanen og så på hele optrinnet - hun var væk i hash-sløve-tåger. 

Der er selvfølgelig flere detaljer i historien, men ikke alle behøver, at offentliggøres på bloggen. I politirapporten står det hele og sagen vender jeg tilbage til på et andet tidspunkt (ikke i detaljer, men sådan I kan finde sammehæng i min historie).

Sikke en oplevelse og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at den dag ville ende med at vende op og ned på mit liv. Og når jeg tænker tilbage på oplevelsen, virker det stadig uvirkeligt, at jeg har fået tæsk af en nabopige og konsekvensen heraf, er blevet et invaliderende handicap.




.....og hun slap uden skrammer og konsekvens!


Har du læst til enden her, kan jeg afsløre, 
at der i morgen kommer en lille påske-DIY

onsdag den 18. marts 2015

Jeg er her stadig...

Jeg er pt. ramt af en depression efter overfaldet i maj måned, der har efterladt mig med en permanent skadet højre arm. Intense smerter, nerve-smerter, er blevet min følgesvend og jeg kan ikke flygte eller ryste denne følgesvend af mig. Jeg føler mig alene på denne rejse til mit "new normal" og det er en rejse jeg ikke ønsker at tage på....og så alligevel, for jeg kan jo ikke blive stående i dette helvede af smerter og tungsind. 

Jeg vil leve og ikke bare overleve.

Mange overvejelser er blevet gjort i forhold til at dele mine tanker her på bloggen, for jeg ønsker ikke at bloggen skal blive sådan en "ynke"-blog. Jeg vil ikke kun kendes som "hende, der skriver triste indlæg, der bringer læseren i dårligt humør". 

Overvejede at lave en separat blog til at dele mine tanker, min rejse, men da jeg startede bloggen valgte jeg at vise "hele mig", altså vise hvad mit liv også indeholder ud over de kreative indslag. At vise hele kvinden bag skærmen.

Succes i livet er ikke blot at fremvise glansbillede-livet, men for mig, handler succes i livet også om at kunne rejse sig igen. Jeg er faldet og forsøger at rejse mig igen. Det er svært og indimellem meget ensomt....også selvom jeg har en mand og familie, der støtter mig og er der for mig. Det er en ensom rejse, men på en måde tror jeg, at det også vil være en lettelse, at dele den med blogland. Grænseoverskridende, nu gør jeg det. 

Bloggen skal dog ikke kun omhandle tungsind, men også krydres med det krea-liv jeg kæmper for. Ja der vil blive både "ynk" og krea på bloggen fremover.